Der er dem, der siger, at man aldrig skal vaske sine jeans. Ofte taler de så om jeans i raw denim. Den afgørende forskel mellem raw denim og andre jeans er, at raw denim er helt ubehandlet og uvasket, mens andre jeans har gennemgået vask og behandlinger for at give dem forskelligt slid og udseende. Lader man være med at vaske jeans i raw denim, så beholder de deres oprindelige farve og form længere, og frem for alt ældes de mere naturligt, hvilket kan være flot. Uanset hvordan det er, så foretrækker de fleste at vaske deres jeans en gang imellem.
Vask af jeans i raw denim
For at bevare farve og form så længe som muligt kan du vaske dine raw denim-jeans efter nedenstående trin-for-trin-guide:
Vend dine jeans på vrangen før vask.
Vask dem sammen med tøj i lignende farver, fordi de kan smitte af.
Brug kun vaskemiddel, der er beregnet til kulørt tøj, som fx flydende Biotex Color.
Undgå tørretumbler eller tørreskab, men tør hellere dine jeans naturligt. Træk lidt i dem, når de er fugtige, og tør dem hængende fra taljen på en tørresnor eller buksebøjle.
Undgå at krølle dem, når de er fugtige – så slipper du for trælse folder!
Vask af jeans
De fleste jeans, som sælges i butikkerne, er jo ikke raw denim, men jeans i forskellige såkaldte washes (dvs. kulører) og forskellige grader af stretch. Stoffet varierer desuden i tykkelse og glans. Her nedenfor finder du en nem trin-for-trin-guide til, hvordan du bedst vedligeholder de fleste typer jeans, så de bevarer farve, form og stil så længe som muligt.
Jeans behøver generelt ikke at blive vasket lige så ofte som dit andet tøj. Vask efter hver 4.-6. brug er en god tommelfingerregel, og ofte er det nok bare at lufte dem godt mellem brug.
Vask dine jeans med tøj i lignende farver og materiale for at undgå afsmitning og slitage på sarte tekstiler.
Undgå vaskemiddel med blegemiddel, fordi jeansene ellers mister deres originale farve hurtigere. Brug i stedet vaskemiddel til kulørt tøj, som flydende Biotex Color, når du vasker dine jeans.
Vend altid dine jeans på vrangen før vask.
Læs altid vaskeanvisningen!
Vask dine jeans ved lav temperatur (30 grader).
Tør ikke dine jeans i tørretumbleren, selvom det står på vaskeanvisningen. Lad dem hellere hænge og tørre naturligt – så bevarer de både farve og form længere. Hvis du har rigtig travlt og virkelig har brug for at tørre dem i tumbleren – så vælg den laveste temperatur!
Vask af sorte jeans
Sorte jeans er lidt ekstra sarte, fordi de let falmer, når du har brugt og vasket dem et stykke tid. Du kan forlænge deres levetid ved at følge disse enkle vaskeråd:
Vend dine jeans på vrangen inden vask, og vask dem med tøj i lignende farve og materiale.
Læs vaskeanvisningen grundigt.
Hvis du ikke kan finde nogen vaskeanvisning i dine jeans, er det altid sikrest at vaske dem ved 30 grader og undgå tørretumbler og tørreskab.
Vask dine sorte jeans med et vaskemiddel til sort tøj, som fx Biotex Black – så bevarer de farven længere.
Tør aldrig dine sorte jeans i solen – solen kan nemlig blege dem.
Husk: Tøm altid lommerne før vask!